Velkommen til rejseklar i Danmark.

Rejsetips
 

Hvordan skal du rejse?


Fly
er en god måde at komme hurtigt frem, særligt hvis du skal langt. Lokal indenrigsflyvning er også tillokkende, hvis landet/området er stort eller hvis tiden er knap. Flyrejser er ofte ensbetydende med lange og kedelige ophold i lufthavnsområder, der stort set minder om hinanden over hele jorden.

Bil / motorcykel
er et godt alternativ. Hvis du skal langt væk som eksempelvis USA, er det dog ofte mere fordelagtigt at købe en brugt på stedet, som du så sælger igen inden du tager videre/hjem. Fordele ved at køre selv er naturligvis friheden til selv at bestemme, hvorhen og i hvilket tempo. En køretur rundt i europa giver mange gode oplevelser - men måske også trætte børn på bagsædet af en alt for varm og lummer bil.

Bussen
kører nonstop indtil destinationen, så længe der er tale om almindelige charterrejser og langtursruter i "vestligt, civiliserede lande". Det er ofte nemt, bekvemt og billigt, men også en smule kedeligt. Hvis du derimod tager en lokal rute et fremmed sted i verden, vil den ofte byde på spændende oplevelser og et godt indblik i livets gang det pågældende sted. Måske du sidder mellem geder og høns, men måske du også bliver inviteret hjem til kaffe/mad/husly hos den lokale bonde.

Tog
er i denne henseende bussens storebror. Du kommer som oftest hurtigere frem, sikkert til de samme penge eller lidt dyrere. Desværre er tognettet ikke så fintmasket som bussernes. Toget har dog nogle klare fordele fremfor bussen. Du sover bedre og dine eventuelle børn får lidt mere plads. Udsigten er også næsten altid meget bedre fra toget end fra bussen og endeligt er sikkerheden statistisk set klart bedre.